Et kritisk blik på uddannelsessektorens teknologiske fremtid.
Mange studerende synes allerede, at generativ AI er "cringe". I mine samtaler med studerende i diverse studienævn og uddannelsesudvalg tegner der sig et billede af en generation, der er både skeptisk og forventningsfuld, men også forholder sig lettere opgivende til AI-teknologien. De efterlyser mere end blot overfladiske anvendelser: Der skal noget mere og andet på bordet end robotter, der kan lave skriftlige afleveringer, deep fakes af Mette Frederiksen og AI-produceret indhold på TikTok.
Og de har jo ret. Lige nu løber vi hovedløst rundt og sætter hjul på de samme gamle uhandy trækasser, vi har slæbt på i århundreder. Vi er ikke i nærheden af at opfinde hestevognen, cyklen eller elbilen, og da slet ikke i et bæredygtigt perspektiv.
De studerende efterspørger løsninger, der adresserer globale udfordringer som ulighed, globale konflikter og klimaforandringer. Ingen ønsker at være passive modtagere af en uddannelse, men derimod aktive medskabere af en fremtid.
Uddannelsesinstitutionernes nye rolle
De studerendes forventninger til uddannelsesinstitutionerne har ændret sig i de seneste år, og vi har næppe helt bemærket det midt i en reformtid med politiske målsætninger om øget hastighed og kortere uddannelser. Det er ikke blot opgaven at følge med tiden, men også mere proaktivt at være medskabende i at forme en bæredygtig fremtid. Og her står uddannelsessektoren over for en dobbelt udfordring, for hvordan integrerer man meningsfuldt banebrydende teknologi samtidig med, at man lever op til sit ansvar som rollemodel for bæredygtig udvikling?
For det første er der problematikken omkring energiblind AI-implementering. Vi risikerer at implementere AI-systemer uden tilstrækkelig opmærksomhed på deres enorme energiforbrug og CO2-aftryk. I en tid, hvor klimabevidsthed er altafgørende, hvordan kan vi så retfærdiggøre brugen af en teknologi, der potentielt accelererer de selv samme miljøproblemer, vi forsøger at løse? Og hvilke krav kan vi stille til leverandørerne i alt fra grøn strøm i stikkontakterne til en mere bæredygtig udvikling af AI-modellerne og deres infrastruktur? Jeg har tidligere skrevet om problemstillingen i nyhedsbrevet Skyggesiderne ved AI og uddannelse, og DRs tankevækkende artikel Chatbots sviner klimaet: Kæmpe datacentre kan om få år sluge hele Japans strømforbrug er desværre blot en blandt mange, der belyser problemet.
For det andet er der vores udprægede brug-og-smid-væk-kultur: Den konstante opgradering af generativ AI og anden IT-hardware bidrager markant til mængden af elektronisk affald. Er det virkelig fremskridtets pris, at vi skal oversvømme planeten med forældede devices og gadgets, når vi har flere og flere studerende og ansatte, der værdimæssigt orienterer sig anderledes og efterspørger en anden adfærd?
Endelig - og for det tredje - er der en større problemstilling omkring øget produktivitet og profit som den hellige gral for fremtidig udvikling. Når vi prioriterer øjeblikkelige AI-drevne effektiviseringer over langsigtede bæredygtige udviklingsmål, hvilke signaler sender vi så om vores værdier og prioriteter? Mener vi overhovedet det med bæredygtighed, eller er det bare noget vi leger?
Disse nedslag er blot tre blandt mange. Faktisk er der ganske mange eksempler på en fundamental diskrepans mellem den måde, vi i dag mange steder uddanner på, og de værdier og behov, som fremtidens studerende og arbejdsmarked prioriterer. Generativ kunstig intelligens er i den henseende blot en linse, der stiller skarpt på de underliggende problemer.
Om drastiske, men nødvendige forandringer
Hvad nu hvis vi i stedet så implementeringen af AI som en mulighed for at katalysere en grundlæggende nytænkning af vores uddannelsessystem? En chance for at skabe en uddannelsesmodel, der ikke blot er teknologisk avanceret, men også miljømæssigt ansvarlig og socialt bæredygtig? Hvis vi primært arbejder med at tilpasse generativ AI til vores nuværende måder at bedrive uddannelse på, så risikerer vi at uddanne til fortidens arbejdsmarked. Ikke fremtidens.
Men en forandring i denne skala ville kræve, at vi udfordrer vores egen forståelse af, hvad uddannelse helt grundlæggende er for en størrelse. Det handler ikke længere blot om at overføre viden eller træne færdigheder. Det handler heller ikke kun om arbejdsmarkedet, men også - og i højere grad end i dag - om de studerendes visioner for fremtiden.
Indtil vi begynder at arbejde målrettet og vedholdende med disse perspektiver vil generativ AI formentlig fortsat blive stemplet som en “boomer-teknologi”.
Det er vores opgave at finde kloge løsninger, der resonerer med de værdier og bekymringer som den kommende generation giver udtryk for.
Måske skulle vi begynde med at lytte til og lære af den generation, der skal leve med konsekvenserne af vores beslutninger.
Kommentare