Et reformparadoks i dansk uddannelsespolitik.
Vi befinder os midt i en reformtid, hvor de politiske udmeldinger står i kø for at levere tilpasninger af de danske videregående uddannelser. Ambitionen er klar: Man ønsker at skabe uddannelser, der bedre afspejler arbejdsmarkedets behov og tilgodeser velfærdssamfundet. Dette inkluderer blandt andet mere smidige adgangsveje til uddannelse, fri videreuddannelse gennem hele arbejdslivet og et særligt fokus på at øge søgningen til de såkaldte praksis- og professionsrettede fag.
Reformudspillet har været længe ventet i visse sektorer og knap så meget i andre. Men uanset hvor man står i denne debat, så glimrer de politiske udmeldinger ved næsten fuldstændig at overse den samfundsmæssige rolle, generativ kunstig intelligens allerede i sin nuværende form bør betyde for reformarbejdet.
På den ene side har vi de klare politiske målsætninger om at transformere uddannelseslandskabet. På den anden side er der en påfaldende mangel på forståelse for den betydning, generativ kunstig intelligens allerede har i forhold til uddannelserne og i samfundet. Der er ikke nogen indikation i udspillet på, at generativ kunstig intelligens eller AI i bredere forstand skulle spille en rolle i måden vi tænker uddannelse på i fremtiden.
Det synes jeg er ret vildt.
Generativ AI flytter allerede fagligheder
Imens politikerne diskuterer reformer i et tilsyneladende teknologisk vakuum, så er virkeligheden på uddannelsesinstitutionerne og i arbejdslivet allerede præget af kunstig intelligens mange steder.
Jeg har mødt SFO-ledere, der understøtter anvendelsen af Copilot til at generere ideer til rollespil og andre kreative aktiviteter. Dette frigør tid til det essentielle: nærværet med børnene. Her er AI ikke blot et administrativt værktøj, men en kreativ partner, der både frigiver ressourcer og understøtter kerneværdierne i det pædagogiske arbejde.
I skolesystemet kender jeg til lærere, der arbejder med delvis automatisering af rettearbejdet i matematik. Anvendelsen rejser fundamentale spørgsmål om vurdering, feedback og lærerens rolle i fremtiden.
På ledelsesgangen bruges generativ AI i eksempelvis strategi- og kvalitetsarbejde og som supplement til den eksisterende ledelsesstøtte. Dette accelererer sagsgange, men kræver samtidig en ny form for kritisk tænkning: Hvordan arbejder vi klogt med generativ AI i forhold til vores beslutningsprocesser?
Eksemplerne er talrige og kommer ofte fra de erhverv, reformudspillet sigter imod at uddanne til.
Imens vi politisk drøfter internationale studerende og etårige masteruddannelser, så er generativ AI allerede nu ved at påvirke uddannelsessystemet på hidtil usete måder, der fundamentalt ændrer arbejdsprocesser, pædagogiske tilgange og ledelsesstrategier - og meget, meget andet.
Elefanten i undervisningslokalet
For nylig udkom DA og Boston Consulting Group med en rapport der viste, at tusindvis af årsværk kunne spares (eller ville skulle omplaceres) i den offentlige sektor i årene frem mod 2040. Rapporten havde væsentlige fejl og mangler, hvilket jeg skrev lidt om her, men det er sådan set ikke pointen.
Pointen er derimod, at vi er i begyndelsen af en transformation, der ganske uundgåeligt vil påvirke samtlige fag og fagligheder, som regeringen måtte ønske øget søgning til.
Flere og flere AI-applikationer bliver integreret direkte på vores devices (især mobiltelefoner) som fuldt funktionelle løsninger i eksisterende software, der gerne vil hjælpe med e-mails, privatøkonomi og alt muligt andet. Det indbefatter også studielivet. Studerende interagerer allerede nu med generativ AI på deres smartphones og smartwatches - enheder, de bærer med sig overalt, inklusive til eksamener. De taler med deres telefoner, som færdiggør sætninger, afsnit og hele opgaver.
Alene denne udvikling gør det overordentligt vanskeligt for institutioner at kontrollere brugen af AI på en afbalanceret og meningsfuld måde inden for de nuværende uddannelsesmæssige logikker. Og hvis vi forsøger, så misser vi endnu en central pointe: Kunstig intelligens kommer ikke til at forsvinde, så derfor må logikkerne og kutymerne for vores måder at tænke uddannelse på genovervejes.
Konkluderende bemærkninger
Uanset hvad man måtte mene om de igangværende reformbestræbelser, så er det et samfundsmæssigt problem, at generativ AI ikke indtænkes som en forudsætning for arbejdet. At reformere de videregående uddannelser uden at tage højde for generativ kunstig intelligens i uddannelsessektoren er som at indrette et moderne bibliotek uden at anerkende videospil, computere og internettets eksistens. Man kommer nærmest uundgåeligt til at foretage strukturelle fejldispositioner, inden reformen overhovedet er færdigudviklet. Hvor mange studerende der er behov for på de enkelte uddannelser afhænger i høj grad af samfundsudviklingen og efterspørgslen. Det er ikke nyt. Det nye er, at begge dele uløseligt hænger sammen med generativ AI.
Vi har brug for gode og solide uddannelsesreformer, der naturligvis skal tilgodese politiske ønsker og behov, men vi har også brug for at gentænke uddannelsernes samfundsmæssige rolle mere gennemgribende.
Mest af alt skal vi forberede vores studerende på et arbejdsmarked og et samfund, hvor samspillet med generativ AI ikke blot er en specialiseret færdighed, men en grundlæggende del af næsten enhver profession. Dette indebærer ikke blot tekniske færdigheder, men også etisk dømmekraft og forståelse for de samfundsmæssige implikationer af generativ AI.
Reformarbejdet står således over for en dobbelt udfordring: På den ene side skal det adressere de umiddelbare behov på arbejdsmarkedet, og på den anden side skal det forberede studerende på en fremtid, der på mange måder er fundamentalt anderledes end hidtil. Det kræver en balance mellem pragmatisme og vision, mellem kortsigtede tilpasninger og langsigtede transformationer.
Jeg ønsker os alle, ikke mindst de kommende studerende, held og lykke med reformarbejdet.
