Microsoft tegner et billede af sig selv som en ansvarlig aktør i klimakrisen, men The Atlantic har afsløret en anden virkelighed bag den grønne facade.
Jeg troede egentlig, at jeg med artiklerne Den ubekvemme sandhed om Microsoft Copilot og Skyggesiderne ved AI og uddannelse for en tid havde dækket de etiske og miljømæssige problemstillinger vedrørende generativ AI i tilstrækkeligt omfang.
Men en artikel i The Atlantic med titlen Microsoft’s Hypocrisy on AI har ændret dette billede. Avisen afslører et bemærkelsesværdigt paradoks i Microsofts tilgang til AI og klimaforandringer, og det er interessant læsning af flere grunde. Ikke mindst med uddannelsesbriller.
Lige nu er stort set alle danske videregående uddannelsesinstitutioner midt i en større udrulning af Copilot, og de er dermed ved at forpligte sig endnu dybere til Microsofts økosystem.
Men er det nu også klogt?
Grøn retorik og sort praksis
Microsoft har i de senere år positioneret sig som en forkæmper for bæredygtighed og klimaansvar. Med løfter om at blive CO2-negative inden 2030 og fremhævelse af AI's potentiale til at tackle klimakrisen har tech-giganten tegnet et billede af sig selv som en ansvarlig aktør i kampen mod global opvarmning. Bag denne grønne facade gemmer sig imidlertid en anden virkelighed.
Med adgang til hundredevis af interne dokumenter og gennem interviews med 15 nuværende og tidligere ansatte afslører The Atlantic, at Microsoft aktivt har markedsført sine AI-løsninger til fossile brændstofvirksomheder som et værktøj til at optimere og øge olie- og gasudvinding.
De interne dokumenter viser, at energisektoren ses som et lukrativt marked med et årligt potentiale på op til 75 milliarder dollars, og særligt bemærkelsesværdigt er Microsofts forsøg på at retfærdiggøre disse partnerskaber både internt og i den eksternt rettede kommunikation som eksempelvis klimaregnskabet.
Virksomheden hævder, at dens AI-teknologi kan gøre olie- og gasproduktionen mere effektiv og dermed reducere udledningerne. Problemet med argumentationen er bare, at de påståede miljøgevinster ofte er minimale i forhold til de samlede udledninger fra fossil energi. Artikelmaterialet har et eksempel fra Shell der viser, at selvom AI-teknologien reducerede CO2-udledningen med 340.000 ton årligt på et enkelt anlæg (hvilket i sig selv er ret imponerende), så udgør dette kun en brøkdel af Shells samlede årlige udledning på 1,2 milliarder ton. Peanuts i det større billede, simpelthen.
Samtidig er det velkendt, at udviklingen og driften af store AI-modeller i sig selv har et betydeligt klimaaftryk. Microsofts planlagte $100 milliarder Stargate Supercomputer der skal understøtte næste generation af OpenAI's teknologier forventes at forbruge lige så meget energi årligt som 4 millioner amerikanske hjem. Du læste rigtigt, det var fire millioner amerikanske hjem.
Microsofts eget klimaregnskab viser for øvrigt, at man siden udmeldingen i 2020 om at blive CO2-negativ har øget CO2-udledningen med 29%. Det går med andre ord i den helt gale retning. Og ifølge Karen Hao, graverjournalisten bag artiklen i The Atlantic, bliver det kun værre:
Within the next six years, the data centers required to develop and run the kinds of next-generation AI models that Microsoft is investing in may use more power than all of India. They will be cooled by millions upon millions of gallons of water. All the while, scientists agree, the world will get warmer, its climate more extreme."
Dette enorme energiforbrug står i skarp kontrast til løfterne om bæredygtighed og rejser væsentlige spørgsmål til integriteten i Microsofts klimaforpligtelser og den reelle indvirkning af deres AI-teknologi på miljøet.
Konsekvenserne for dansk uddannelse
I en dansk uddannelseskontekst er afsløringen i The Atlantic ubehagelig læsning, fordi samtlige videregående uddannelsesinstitutioner mig bekendt allerede er i tætte partnerskaber med Microsoft og i denne tid omfavner Copilot for fuld udblæsning.
Jeg har ved tidligere lejligheder skrevet, at Microsoft står for mange gode og vigtige ting i forhold til hverdagens drift og udvikling på de danske videregående uddannelsesinstitutioner. Det mener jeg stadigvæk.
Men virkeligheden er samtidig, at vores afhængighed af Microsofts produkter gør det uhyre vanskeligt at reagere på disse afsløringer. Vi befinder os i et klassisk "vendor lock-in" scenarie, hvor omkostningerne ved at skifte platform synes uoverkommelige. Det rejser så spørgsmålet om, hvorvidt vores teknologiske valg reelt afspejler vores værdier, eller om vi er fanget i et system, vi ikke længere kan kontrollere.
For hvordan forholder vi os egentlig til at bruge teknologier fra en virksomhed, hvis forretningspraksis potentielt underminerer de etiske spilleregler og klimamålsætninger, mange af institutionerne har forpligtet sig til? Og kan man i uddannelsessektoren anno 2024 overhovedet påtage sig at lede udviklingen af en teknologi, der grundlæggende ikke er særlig bæredygtig eller miljømæssig forsvarlig?
Også i mødet med de studerende udfordres rationalerne. Hvordan underviser vi mon troværdigt i fag som bæredygtighed, teknologiudvikling og lignende, hvis vores egne institutioner er dybt afhængige af virksomheder med en tvivlsom praksis? Vi risikerer som minimum at sende et dobbelt budskab til vores studerende - ét i vores undervisningslokale og et andet gennem vores institutionelle praksis. Av for den.
Men hvad gør vi så?
Situationen er vanskelig, men første skridt er for mig at se at kræve større gennemsigtighed og bedre dokumentation fra vores teknologipartnere om deres forretningspraksis og miljøpåvirkning.
Dernæst vil det formentlig være klogt helt at genoverveje beslutningen om at vælge Copilot ved at inddrage andre væsentlige faktorer end primært pris og datasikkerhed (som indlysende også er vigtige) i beslutningsprocessen. Selv om Office 365 Enterprise er overordentlig vanskelig at udskifte, så forholder det sig altså ganske anderledes med de alternativer til Copilot, der findes på markedet.
Mere principielt ligger løsningen ikke i at afvise teknologien, men i at forme den i overensstemmelse med vores værdier og langsigtede mål. Det kræver en aktiv indsats fra ledelse, undervisere og studerende, men mest af alt kræver det en koordineret og tværgående indsats.
Det bliver mere og mere tydeligt, at vi savner politisk engagement på dette område, for kun gennem en bred og informeret debat kan vi håbe på at navigere klogt og arbejde mod en fremtid, hvor teknologien tjener vores fælles bedste, og hvor det ikke altovervejende er branchen selv, der sætter standarderne.
Vi må og skal som samfund lykkes med at udvikle en kritisk teknologiforståelse, der ikke blot fokuserer på anvendelsen af AI-værktøjer, men også på de bredere samfundsmæssige og miljømæssige konsekvenser af teknologiens udvikling.
Meget tyder jo på, at de næste generationer ikke blot skal være teknologibrugere.
De skal også være teknologietikere.
Comments